19%

Dynaudio Focus 20 XD

Stykpris v/ 2 stk. 14.999,00 DKK 18.499,00 DKK

Med 20 XD kombinerer Dynaudio håndbygget, dansk kvalitet med topmoderne digital-teknik – og resultatet er spektakulært!

Dynaudio Focus 20 XD

Med den nye Focus XD-serie har Dynaudio skabt en decideret revolution i den seriøse ende af hi-fi-markedet.

Med 20 XD kombinerer Dynaudio håndbygget, dansk kvalitet med topmoderne digital-teknik – og resultatet er spektakulært!

Hvad er en Focus 20 XD egentlig? Det er faktisk et spørgsmål med et ret komplekst svar. Focus 20 XD er ikke bare en højttaler – det er et komplet lyd-anlæg, der kan tilsluttes en hvilken som helst afspiller. At bygge elektronikken ind i højttaleren er imidlertid ikke blot gjort fordi det er praktisk eller smart, men fordi det giver nogle markante lydmæssige fordele. Disse fordele er med til at give Focus 20 XD en fabelagtig lydkvalitet, som langt overgår ydelsen fra tilsvarende traditionelle, passive højttalere.


Med Focus XD lancerede Dynaudio i slutningen af 2014 en serie aktive hi-fi-højttalere som vendte op og ned på opfattelsen af, hvordan et high-end anlæg skulle se ud. Klasseledende lyd og ydelse fra et sæt højttalere med indbygget forstærker i referenceklassen. Nu lanceres en ny revision af Focus XD højttalerne som med en række ’tweaks’ på både teknik og udseende, hæver barren endnu en gang. Det nye i denne generation af Focus XD er ganske enkelt en ansigtsløftning og en optimering af den software som styrer DSP-behandlingen.

Opgradér dine førstegenerations Focus XD højttalere

Dynaudio lader naturligvis ikke nuværende ejere af den første generation Focus XD (200, 400, 600) i stikken. Disse højttalere kan ganske enkelt opgraderes med en ny firmware, som giver de ’gamle’ modeller samme høje ydelse som den nye revision. Kontakt os for mere information hvis du ønsker opgradering af dine højttalere. Optimeringen af DSP-styringen betyder blandt andet, at der nu er ekstra regnekraft i overskud som benyttes til beregning af højttalerplacering. Det betyder ikke bare en ændring i bassen men over hele registret. Teknologien tager højde for og justerer variationer i frekvens og fase når højttaleren placeres i et hjørne eller tæt på en bagvæg. Det er altså muligt at få en virkelig høj ydelse fra Dynaudio Focus XD, også selvom dit rum ikke tillader den optimale placering af højttalerne. Den nye software styring muliggør også højere lydstyrker uden forvrængning takket være optimering af forholdet mellem digitalforstærkerne og enhederne.

Fra studierne til dit hjem

Som du måske ved er Dynaudio rigtig store indenfor studiehøjttalere og deres pro-serie ’LYD’, har været med til, at inspirere tuningen af den nye Focus XD lyd. Funktionen hedder ’Brightness Control’ og er nedarvet fra LYD-serien. Den justerer ikke blot på de højeste frekvenser men hele frekvensområdet, hvilket muliggør personlig tilpasning af lydsignaturen fra højttalerne. Resultatet er en mere defineret bas, mere afrundet top og en generelt mere luftig lyd.
På den visuelle side er Focus XD som sagt også opdateret.

Det mest i øjnefaldene er de nye enheder som nu er helt sorte, hvor de tidligere havde sølvfarvet ophæng. Det er en lille men effektfuld ændring, som komplementerer de fem nye finishes utrolig godt. Serien fås nu i samme, flotte højglans finér finishes som den nye Contour-serie. Hvid satin, sort højglans og valnød højglans er standard finishes. De utrolig flotte rosentræ- og grå eg, begge i højglans, er premium finish som koster en smule ekstra.

Teknologien bag Focus XD

Det første trin i Focus XD's fremragende lydkvalitet, er de nye Dynaudio Esotec+ enheder. Dynaudio håndbygger alle enheder på sin egen fabrik i Skanderborg, og er kendt for at producere nogle af de absolut bedste højttalerenheder på markedet. Når udvikling og produktion foregår 100% in-house, giver det Dynaudio friheden til at tilpasse de enkelte højttalerenheder til den enkelte konstruktion, så enheden får det maksimale ud af det kabinet den monteres i. Allerede hér adskiller Focus XD sig markant fra den ”almindelige” passive Focus serie, da enhederne i Focus XD ganske enkelt er af højere kvalitet, og er tilpasset til de nye muligheder som de indbyggede forstærkere leverer. At forstå det unikke i Focus XD, starter derfor med at forstå at det ikke bare er en almindelig Focus, nu med indbygget forstærker – Focus XD er sin helt egen, bedre konstruktion som ikke har andet end navnet og designet på kabinetterne til fælles med den eksisterende Focus serie.

Focus 20 XD har som resten af Focus XD serien en 150 watt Texas Instruments forstærker med 100% digital drift for hver enhed (dvs. to styk i en 20 XD). Systemet kaldes også for Power-DAC, fordi forstærkeren ikke kræver en D/A konverter – konverteringen fra digitalt til analogt signal foregår i selve forstærkningen. Systemet har et ekstremt stort potentiale, og fjerner bekymringen om kvaliteten af D/A konverteringen – der sidder slet ikke en D/A konverter i traditionel forstand i konstruktionen. Svagheden i systemet har hidtil været udgangseffekten – men med de nye forstærkermoduler koblet direkte til højttalerenheden, uden noget traditionelt delefilter imellem, har Focus XD forstærker-effekt nok til ifølge Dynaudio at levere samme ydelse som hvis du havde en 600 watt traditionel forstærker spændt for! Forstærkerne i Focus XD leverer med andre ord masser af power, kombineret med en ekstremt høj lydkvalitet.

Til at styre de to forstærkere i en 20 XD benytter Dynaudio et digitalt delefilter med en voldsomt avanceret DSP-styring. DSP styringen i Focus XD gør det muligt at lave en langt mere effektiv udnyttelse af højttaler-enhederne, og ikke mindst et langt bedre samspil mellem dem. Resultatet er en lyd der er ekstremt kraftfuld, og det første der slår dig når du hører Focus 20 XD spille, er at de bogstaveligt talt lyder som en gulvhøjttaler, i en grad som ingen andre kompakt-højttalere – uanset pris - hidtil har været i nærheden af.

Det handler ikke kun om at bassen er dyb og kraftig – hele lydbilledet er stort og uanstrengt, og lyden opfattes som ekstremt komplet. Det er meget hørbart at lyden ikke længere ”bremses” på sin vej til højttalerenhederne, og den meget transparente lyd gør Focus 20 XD til den måske mest ”musikalske” højttaler Dynaudio hidtil har udviklet. Fordi musikkens rytmik og ”drive” bare hænger forbilledligt godt sammen, fungerer lyden fantastisk godt, også på indspilninger der ikke er superflotte ”hifi” indspilninger. Hele din musiksamling lyder ganske enkelt bedre på Focus 20 XD. Mange taler om at hifi-lyd kan blive ”for godt”, så det afslører fejlene i musikken i stedet for at gøre det mindre sjovt at lytte til musik der ikke er ”designet” til at blive afspillet på et high-end anlæg. Focus 20 XD er beviset på at dét er noget vrøvl – tværtimod, når lydkvaliteten bliver høj NOK, så bliver du i stand til at høre al din musik for dét det er. Anlægget er ikke længere blot et vellydende anlæg, men et vindue ind til din musiksamling. Når denne musikalitet kombineres med den ekstreme opløsning og dynamik som Focus XD leverer, så er resultatet – som nævnt i indledningen – spektakulært.

Lyd i høj opløsning

En af de muligheder som DSP driften giver, er en større kontrol over højttalerens klangbalance. Bag på højttaleren findes en drejeknap, som giver mulighed for at justere bas-mængden i højttaleren, afhængigt af om højttaleren er placeret fritstående, op ad væggen, eller i et hjørne. Derudover giver højttaleren mulighed for at hæve eller sænke diskant-niveauet med én dB, hvilket giver en yderligere mulighed for at tilpasse lyden til de akustiske forhold i det enkelte rum. Tilslutningen af Focus 20 XD kan foregå på flere forskellige måder: Den lydmæssigt optimale løsning er at tilslutte en digital kilde til den ene højttaler, via en RCA Coax-indgang. Denne indgang understøtter op til 24 bit 192 kHz lyd. Hérfra har du to muligheder: Du kan trække et kabel mellem de to højttalere, hvilket er nødvendigt hvis du vil udnytte mulighede for 24 bit 192 kHz lyd. Kan du ”nøjes” med 24/96, kan du imidlertid også lade højttalerne kommunikere trådløst med hinanden, så den anden højttaler således blot skal tilsluttes strøm. Dynaudio har naturligvis også indbygget understøttelse for trådløs overførsel fra Hub'en som normalt benyttes med Xeo modellerne, som kan placeres skjult. Focus XD giver frit valg, og du kan via fjernbetjeningen skifte mellem hhv. den fysiske indgang, og de enkelte indgange på Xeo Hub'en. Sidst men ikke mindst kan Focus XD tilsluttes med et analogt signal til den enkelte højttaler. Det vil naturligvis glæde vinyl-entusiasterne, der vil opleve en hidtil uhørt detaljegrad fra de sorte skiver. Men det betyder også at Focus XD kan tilsluttes en surround-receivers pre-out udgang, og benyttes som en del af et surround-system.

Alt i alt er Focus 20 XD et af de mest spændende produkter vi har set lanceret i meget lang tid, og viser vejen frem ikke blot for højttaler-markedet. Selve opfattelsen af hvad der skal til at levere den absolut bedst mulige lydkvalitet, bliver rystet godt og grundigt rundt af disse højttalere – ikke blot på grund af de praktiske muligheder, men fordi lydkvaliteten ganske enkelt er på absolut første klasse.

 

 

Mål 198 x 360 x 322mm
Vægt (netto) 8,65kg
Konstruktion To-vejs
Refleksport Bagudvendt
Frekvensgang 39 - 24.000 Hz
Diskant 28mm
Mellemtone 6.6"
Frontstof inkluderet Ja
Indgang, koaksial (S/Pdif) 1
Indgang, Stereo RCA 1
Udgang, koaksial (S/Pdif) 1
Understøttede sample rates, kHz 44.1, 48, 88.2, 96
Understøttet bitdybde 16 bit, 24 bit
Effekt 2 x 150W
I kassen Fjernbetjening, Strømkabel, Brugervejledning
Strømforbrug v. standby < 0.5W
Strømforbrug Maks 200W