Dankort + VISA/Dankort VISA Electron Mastercard VISA MobilePay Apple Pay ViaBill Anyday

6 Musikstreamere fra 799,- til 13.000,-

Oprettet d. under Computer Hi-Fi, Musikstreaming

6 Musikstreamere fra 799,- til 13.000,-

Streaming til stereoanlægget

Hvis du vil tilføje streaming til dit musikanlæg, kan det gøres på flere måder, og i flere prisklasser. Vi har samlet en håndfuld af mulighederne for streaming af musik i prisklassen under 15.000,-

At sige at streaming er kommet for at blive, må være en underdrivelse af format. Hvad der for blot få år siden var en nichekategori indenfor Hi-Fi og High-end lydprodukter, er nu blevet en velvoksen del af vores sortiment. Udvalget spænder bredt fra prisbillige løsninger der klarer opgaven godt, til referenceklasse High-end musikstreamere der vrider hver en eneste bit af lydkvalitet ud af den musik du lytter til.

Hvad skal din musikstreamer kunne?

En af de ting der skal med i dine overvejelser når der skal investeres i streaming musikanlæg, er hvordan du ønsker at streame din musik. Streaming er rigtig mange ting, og kan dække over alt fra det helt grundlæggende, som at sende lyd fra en smartphone til et musikanlæg via Bluetooth, til en omfattende løsning med din egen musikserver på netværket, hvor lyden kan afspilles i studiekvalitet. Har du en favorit online musiktjeneste, som du ikke er villig til at opgive, så skal du også sikre dig at den er understøttet i den musikstreamer du overveje at købe. Det er også værd at overveje om du kan nøjes med en streaming transport – altså uden analoge udgange – som skal forbindes til en ekstern DAC. Mulighederne for musikstreaming i Hi-Fi er mange, og vi står naturligvis klar med råd og vejledning, hvis du har spørgsmål.

WiiM Mini musikstreamer

WiiM Mini

- Pris: 799,-

 

Den lille hockey-puk-formede WiiM Mini er en oplagt løsning hvis du bare vil tilføje en streamingløsning til et eksisterende anlæg, uden at skele alt for meget til lyd- og byggekvalitet. Det er bestemt ikke et dårligt produkt når man har prisen med i overvejelserne, men hvis entusiasmen er til mere end bare baggrundsmusik, så findes der andre og bedre løsninger. WiiM Mini har et bredt udvalg af funktioner og en glimrende app til iOS og Android som bruges til betjening. Du får integreret streaming fra Spotify og Tidal (begge i deres respektive Connect-varianter) samt Qobuz og internetradio. Din smartphone, computer eller tablet, kan streame til Mini’en via Bluetooth eller Apple AirPlay.

 

Størrelsen, og prisen, på WiiM Mini sætter sine begrænsninger, og det er tydeligt når vi ser på forbindelsesmulighederne. Her ingen mulighed for netværksforbindelse med kabel, og analogudgangen er en 3.5mm mini-jack. Den digitale udgang er dog en fuldstørrelse optisk TosLink, så det digitale signal kan sendes videre til en ekstern DAC eller forstærker med modsvarende digitalindgang. WiiM Mini skal strømfødes via en 5v strømforsyning, som ikke er inkluderet. Du skal altså have en til overs fra din smartphone, eller købe en ny.

 

Plusser og minusser:

+ Billig

+ Understøtter mange streamingmuligheder

+ Mulighed for multirumsløsning

- Ingen muligheder for kablet netværk

- 3.5mm analogudgang

- Lydkvalitet halter sammenlignet med Pro Plus (se nedenfor)

- Billig byggekvalitet

- Kan forveksles med hockeypuk af børn

- Strømforsyning medfølger ikke (5v USB)

 

WiiM Pro Plus - Musikstreamer

WiiM Pro Plus

- Pris: 1.995,-

Pro Plus er den nyligt opgraderede version af den populære WiiM Pro, og henvender sig til musikentusiaster der sætter pris på god lyd til en overkommelig pris. Softwaremæssigt er den stort set identisk med den lille WiiM Mini, men en kraftig opgradering når vi kigger på hardwaren, og dermed også lydkvaliteten. De fysiske mål er lidt større, men stadig i den meget kompakte ende af kategorien.

 

Pro Plus er udstyret med en DAC-chip fra Asahi Kasei (AKM) som i årevis har kunne findes i Hi-Fi og High-end apparater i en væsentlig højere prisklasse. Den er også blevet opgraderet med en bedre clock, som sikrer højest mulig præcision af det digitale signal, før det bliver sendt til den interne, eller eksterne, DAC. Strømsektionen er ligeledes blevet forbedret med en væsentlig reduktion af støjniveauet til følge. Pro Plus kan forbindes til en forstærker via et sæt RCA-udgange for analog forbindelse, eller en optisk TosLink hvis du ønsker at tilslutte den til en ekstern DAC eller forstærker med digitalindgang. Som på den almindelige WiiM Pro, er det også muligt at tilslutte en analog kilde til Pro Plus. Også her er der en forbedring at hente ved at investere i den lidt dyrere model, da ADC, eller analog til digital-converteren, i Plus-udgaven er blevet opgraderet med et chipsæt fra Burr-Brown. Du kan eks. tilslutte en pladespiller til denne indgang - kræver dog ekstern RIAA-forstærker.

 

WiiM Pro Plus betjenes via den gratis WiiM app til iOS og Android, og der medfølger også en regulær fjernbetjening, som kan bruges til de helt basale funktioner. Af streamingtjenester understøtter streameren de samme tjenester som den lille WiiM Mini, men tilføjer Google Chromecast Audio for lokal streaming, og er i skrivende stund under certificering hos Roon, så den kan benyttes som endpoint med en Roon Core via lokalt netværk, når den er blevet godkendt. WiiM Pro Plus kan også indgå som del af et multirumssystem med andre WiiM-afspillere.

 

Plusser og minusser:

+ Overkommelig pris

+ God lyd på både analog- og digitaludgang

+ Bred streamingfunktionalitet

+ Gode komponenter for prisklassen

- Ingen USB-udgang til ekstern DAC

- Uoriginalt design – ligner en Apple TV

Cambridge Audio MXN10, musikstreamer - Black Edition

Cambridge Audio MXN10 Black Edition / MXN10

- Pris: 3.995,-

 

MXN10 fra Cambridge Audio er den første ’rigtige’ Hi-Fi streamer på denne liste. Den er udviklet af en Hi-Fi-producent med årtier på bagen, og bygget i et lækkert aluminiumskabinet. MXN10 fås i skrivende stund i to versioner; en standardversion i grå og en flot limited edition i sort finish. Denne streamer fra Cambridge Audio er baseret på deres egenudviklede StreamMagic-platform som er bindeled for et bredt udvalg af funktioner. Her er understøttelse for streaming via Spotify og Tidal (begge i deres respektive Connect-varianter) samt Qobuz og internetradio. Til streaming fra din smartphone, tablet eller computer, kan du benytte Google Chromecast eller Apple AirPlay. Det kan være en fordel, hvis du eks. abonnerer på Apple Music eller YouTube Music som ikke er understøttet i MXN10 – i stedet kan du så starte afspilningen på din smartenhed, og lade Cambridge Audio MXN10 tage over.

 

Til streaming via dit lokale netværk, er MXN10 også et rigtig godt valg i prisklassen. Den er Roon-certificeret så du kan bruge den som endpoint i et Roon-system på dit netværk. Hvis du ikke har en Roon Core, kan du i stedet vælge at streame musik via DLNA fra en netværksforbundet harddisk på dit netværk. Det er ikke en lige så god løsning som Roon, men prismæssigt noget mere overkommelig. Har du ikke et netværksbaseret musiklager, kan du i stedet vælge at tilslutte en harddisk direkte til MXN100 via USB-indgangen på bagsiden. Denne streamer har nogle rigtig gode forbindelsesmuligheder, med både single-ended RCA til analog forbindelse, og optisk TosLink samt koaksial S/PDIF til digital forbindelse. Det to sidstnævnte kan bruges hvis du vil hente signalet over i en ekstern DAC eller forstærker med digitalindgang. Cambridge Audio har dog arbejdet en del med både DAC-sektionen, som er baseret på et Sabre ES9033Q fra ESS Technology, og analogtrinnet, så den lyder rigtig godt på de analoge udgange. MXN10 er et superalsidigt apparat til en virkelig overbevisende pris. Den har alt i streamingfunktioner, både med og uden kabel, og er bygget som et rigtig Hi-Fi-apparat. Og så er den sorte Black Edition bare lige lidt ekstra fed!

 

Plusser og minusser:

+ Lækkert Hi-Fi-design i aluminium

+ StreamMagic platform med bred funktionalitet

+ ESS Sabre-serie DAC

+ Kan afspille musik fra USB-disk

Til prisen, ingen nævneværdige minusser

 

Lindemann Limetree Bridge II, musikstreamer

Lindemann Limetree Bridge II

- Pris: 6.199,-

 

Den lille Bridge II i Limetree-serien fra Lindemann Audio, ser måske ikke ud af meget, men den slår hårdere end vægtklassen umiddelbart kan antyde! Det vigtigt lige at understrege at der her er tale om en streaming transport. Her er altså ingen analoge udgange og derfor ingen indbygget DAC. Den skal tilsluttes en forstærker med digitalindgang eller en ekstern DAC. Til gengæld er den en vaskeægte troldmand når det kommer til håndteringen af de digitale signaler. Fokus her har været at tage så godt imod de digitale datastrømme som muligt, og efterfølgende holde dem i deres reneste form, med et minimum af digital forvrængning. Det klarer Limetree Bridge II bl.a. ved hjælp af en FemtoClock i meget høj kvalitet, som clocker det digitale signal, før det sendes videre via en af de to digitaludgange med uhørt høj præcision.

 

Betjeningen af Lindemann Limetree Bridge II sker via den gratis app til iOS eller Android. Lindemann har selv udviklet appen, som fungerer overordentlig godt, og understøtter Spotify, Deezer, Tidal Connect og Qobuz, samt den tyske streamingtjeneste HighResAudio. Roon er også understøttet så Bridge II kan benyttes som endpoint med en Roon Core på netværket. Via USB-indgangen på bagsiden, kan du forbinde en harddisk med musik, som du så får adgang til at afspille via appen. Du kan streame til Bridge II, men desværre kun via Bluetooth da hverken AirPlay eller Chromecast Audio er understøttet.

 

Tyske Lindemann Audio har i årtier produceret Hi-Fi-apparater i meget høj kvalitet, herunder både forstærkere, SACD-afspillere og streamere. Og seriøsiteten fornægter sig ikke i Bridge II, selvom der er tale om en af de billigere modeller i deres sortiment. En teknisk gennemført konstruktion, kombineret med en overbevisende softwareplatform, og en medfølgende strømforsyning med effektiv filtrering for minimal elektrisk støj. Streameren kan forbindes til netværket via kabel eller trådløst over Wi-Fi.

 

Plusser og minusser:

+ Bedst-i-klassen streamingtransport

+ Højkvalitets FemtoClock

+ God app til både iOS og Android

+ Enkelt og kompakt design

- Ingen USB-udgang til ekstern DAC

Eversolo DMP-A6 musikstreamer

Eversolo DMP-A6 / DMP-A6 Master Edition

- Pris: 6.295,- / 8.795,-

 

Eversolo har nydt stor popularitet i den seneste tid, bl.a. takket være lanceringen af deres omfattende serie af streamere, herunder DMP-A6 og A6 Master Edition. Funktionsmæssigt er de to modeller identiske, med nogle få hardwaredele som adskiller dem på den lydmæssige ydelse. DMP-A6 er et imponerende produkt for prisklassen, på både funktioner og design. Streameren er baseret på en Android-software og derfor er der mulighed for at installere netop den streamingtjeneste man abonnerer på, hvis den ikke allerede er installeret fra fabrikken. Det gælder bl.a. Apple Music som ikke er tilgængelig på andre musikstreamere. Nogle kan installeres direkte fra brugerfladen på DMP-A6 og andre skal installeres ved at ’sideloade’ dem, hvilket kan kræve lidt teknisk indsigt og snilde. Med både AirPlay og Bluetooth ombord, kan DMP-A6 også modtage lyd trådløst fra din smartphone, tablet eller computer.

 

Udover streaming fra online musiktjenester, er det også muligt at afspille musik fra en Roon Core på dit netværk, fra en netværksbaseret harddisk (NAS) eller en harddisk tilsluttet via USB. Slutteligt er det også muligt at installere en NVMe SSD-disk direkte i DMP-A6, så du har musiksamlingen lagret i apparatet. Disken medfølger ikke, men skal tilkøbes.

 

I princippet er DMP-A6 meget mere end en musikstreamer. Det er også en ganske habil forforstærker og DAC da den har digitale indgange. D/A-konverteringen klares af et sæt dobbeltkonfigureret ESS 9038Q2M chips fra ESS Technology, og apparatet kan forbindes til en forstærker analogt via single-ended RCA eller balanceret XLR. Har du investeret i en rigtig god ekstern DAC, kan du dog også hente det digitale signal ud af streameren via optisk TosLink eller koaksial S/PDIF. USB-udgangen på bagsiden kan også forbindes til en DAC, så du kan opnå bit-perfekt overførsel af signalet, inklusive DSD, hvilket ikke kan lade sig gøre via de andre digitale udgange.

 

DMP-A6’s pièce de résistance, eller mest bemærkelsesværdige feature, er uden tvivl den 6” store skærm på fronten. Udover at kunne vise et flot udvalg af forskellige skærmbilleder, inklusive albumomslag og information om afspilningskvalitet, samt et udvalg af syntetiske VU-metre, er der også en berøringsfølsom skærm. Det øger brugervenligheden ved DMP-A6 kraftigt, da man ikke er bundet til at bruge en fjernbetjening, som i øvrigt er tilkøb, eller appen til iOS og Android. Som tidligere nævnt, findes Eversolo DMP-A6-streameren også som Eversolo DMP-A6 Master Edition. Denne benytter en FemtoClock for reduceret jitter, som er en lydmæssig forbedring uanset om du forbinder streameren via de analoge eller digitale udgange. Bruger du USB-udgangen til en ekstern DAC, har det dog ingen betydning. Herudover er DMP-A6 Master Edition også opgraderet med SoundPlus operationsforstærkere, for endnu bedre lydkvalitet i analogkredsen.

 

Plusser og minusser:

+ Meget apparat for pengene

+ Forforstærker og DAC-funktion

+ Stor, informativ og brugervenlig touch-skærm

+ Dobbelt ESS Sabre-serie DAC

+ NVMe-disk kan indbygges for lagring af musik

- Fjernbetjening skal tilkøbes

- Sideloading af apps kræver lidt snilde

Meridian 210 musikstreamer

Meridian 210

- Pris: 13.000,-

 

Det her er apparatet der om noget beviser, at udseende ikke er alt. Undertegnede ynder at kalde Meridian 210 for verdens kedeligste streamer… selvfølgelig lidt i spøg, men på det visuelle er der bare ikke meget at bliver imponeret over. Når vi taler lydkvalitet, så er det en helt anden sag!

 

Den lille 210’er er et favoritapparat hos os og er fast bestanddel i vores High-end opsætninger med DACs, forstærkere, osv. som koster langt mere. Så god er den – at det giver mening at bruge den som del af et system der koster på den anden side af 200.000,- Hvordan det er lykkedes engelske Meridian at skrue et apparat sammen i denne størrelse, til denne – ydelsen taget i betragtning – attraktive pris, er lidt af et mysterium. Svaret skal nok findes i Meridian’s årelange erfaring i håndtering af digital lyd, som bl.a. omfatter lanceringen af verdens første High-end CD-afspiller, og udviklingen af lydformatet til DVD Audio. I dag producerer Meridian nogle af verdens bedste aktive højttalere og det er faktisk til dem, at Meridian 210 Streamer er udviklet. Derfor har den også deres SpeakerLink-forbindelser på bagsiden, men ved siden af dem sidder der en ganske almindelig koaksial S/PDIF-udgang, som kan tilsluttes en ekstern DAC. Det gør det muligt at bruge Meridian 210 i et almindeligt Hi-Fi-system, uden Meridian-højttalere. Her er altså tale om en streaming transport, som kræver forbindelse til en ekstern DAC eller forstærker med digitalindgang.

 

Meridian 210 har ikke det store udvalg af streamingfunktioner ombord. Her er dog Spotify Connect, som kan betjenes direkte fra appen på din smartphone. I stedet kan man benytte Roon, hvori det er muligt at opsætte Tidal og Qobuz streamingtjenesterne. Det kræver selvfølgelig at man har en Roon Core på sit netværk og betaler for et Roon abonnement. Det er også muligt at streame musik fra en DLNA-kompatibel netværksharddisk (NAS) og du kan sende lyd trådløst fra en smartphone, tablet eller computer via Bluetooth. Slutteligt er det muligt at afspille musik fra en USB-disk som er tilsluttet Meridian 210. Denne betjenes via en DLNA-kompatibel app, som eks. Mconnect. 210’eren er ikke imponerende i sit visuelle udtryk, men er en absolut referenceklasse streamer når vi taler lydkvalitet. Det er et virkelig godt eksempel på, at korrekt implementering af software og hardware, og erfaring som kun kan akkumuleres over årtier, sagtens kan trumfe langt mere komplicerede konstruktioner.

 

Plusser og minusser:

+ Fantastisk høj ydelse i prisklassen

+ Referenceklasse præcision og signalbehandling

+ Udviklet af pionererne af digitallyd

- Begrænset udvalg af streamingfunktioner integreret

- Den ser bare virkelig kedelig ud

 

Ovenstående er blot et udpluk af de streamingløsninger vi kan tilbyde. Har du spørgsmål til dem, eller et af vores andre produkter, er du velkommen til at kontakte os på mail@tapeconnection.dk eller telefon 8676 0806.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar