Noble Audio Fokus Apollo
Trådløs hovedtelefon
Noble Audio er ikke et nyt firma. Det amerikanske mærke lancerede det første produkt for mere end 10 år siden, nemlig den højt roste In-Ear Monitor K-10, som modtog utallige topanmeldelser. Siden har fokus været på design og udvikling af IEM’er i den høje, og endda meget høje, prisklasse hvor Noble Audio har været blandt de allermest respekterede producenter. Nu er tiden så kommet til at lave en regulær trådløs hovedtelefon, og med Fokus Apollo giver Noble Audio etablerede spillere på markedet kamp til stregen!
Første patenterede hybrid-driver i en hovedtelefon
De fleste hovedtelefoner i dag er enten dynamiske eller planar-magnetiske, som har hver deres styrker og svagheder. Men hvad sker der hvis man kombinerer de to teknologier i én og samme hovedtelefon? – Svaret er Fokus Apollo. Den er nemlig udstyret med en hybrid-driver som kombinerer en 40mm stor dynamisk enhed med en 14,4mm stor planar-magnetisk enhed. Hvor den planar-magnetiske enhed er i stand til at levere klasseledende opløsning, detaljegrad og luftighed, er den ikke i stand til at flytte helt så meget luft og levere den basgengivelse man forbinder med store dynamiske enheder. Det bliver der så kompenseret for, ved at lade den dynamiske enhed gengive det nedre frekvensområde hvor den planar-magnetiske membran ganske enkelt ikke er i stand til at levere samme dybde og dynamik.
Fokus på lydkvalitet - også i kildematerialet
Noble Audio er et ægte Head-Fi-firma. I den forstand, at det er det eneste de beskæftiger sig med. Men vejen til god lyd er ikke brolagt med dårligt kildemateriale, og derfor har det også været vigtigt for Noble Audio, at udstyre Fokus Apollo med de helt rigtige Bluetooth-formater, så lyden der sendes til hovedtelefonerne, er i den bedst mulige kvalitet. Hovedtelefonen understøtter aptX, aptX HD, AAC samt LDAC som understøtter op til 32-bit/96kHz via Bluetooth. Hovedtelefonen kan i øvrigt også benyttes med kabel, og der medfølger et 3.5mm kabel til lige netop det formål.
Lukket konstruktion med aktiv støjreduktion
Fokus Apollo er en lukket trådløs hovedtelefon, og det giver mulighed for at lave aktiv støjreduktion, som dæmper stemmer, motorstøj, mv. omkring dig. Hovedtelefonen benytter en hybrid ANC (Active Noise Cancellation) som via mikrofoner på både indersiden og ydersiden af Fokus Apollo, er i stand til at måle støj, spille det i modfase og på den måde udligne støjen før den når dine ører. Det er en meget velkommen funktion, som kan gøre lytteoplevelsen lidt bedre, når man sidder i en flyvemaskine, et tog eller på kontoret. Lydkvaliteten bliver dog negativt påvirket ved brugen af ANC. Det gælder alle hovedtelefoner med denne funktion, uanset mærke, uden undtagelse. Så når du virkelig skal sidde og lytte, og der ikke er behov for støjreduktion, så slå den fra, og oplev hvad Fokus Apollo virkelig er i stand til at levere.
Op til 80 timers batteridrift
Driftstiden på Noble Audio Fokus Apollo i trådløs tilstand, er op til 80 timer uden ANC, og op til 60 timer med ANC aktiveret. Der medfølger et USB-kabel til opladning, men opladeren skal du selv stå for. Her kan du blot bruge den der fulgte med din smartphone eller tablet. Herudover får du også et opbevaringsetui, det tidligere omtalte 3.5mm kabel med en 6.3mm adapter, en flyadapter, og mikrofon som kan monteres på hovedtelefonen hvis du eks. bruger den til gaming. Hovedtelefonen er fremstillet i gode materialer, med bl.a. anodiseret aluminium, udskiftelige puder i memory foam og hovedbånd i alcantara.
Fokus Apollo er kompatibel med Noble Audio’s app til smartphones, som giver mulighed for at tilpasse en række indstillinger.
Hovedtelefonprincip | Lukket |
Type af enhed | Dynamisk, Planar magnetisk |
Aktiv støjreduktion | Ja |
Anslået drift på batteri | Op til 80 timer uden ANC - Op til 60 timer med ANC |
I kassen | Brugervejledning |
I øvrigt medfølger | Opbevaringsetui, 3.5mm kabel med 6.3mm adapter, flyadapter, boom-mikrofon |
Vejledning tilgængelig på | Engelsk |