Simaudio MOON Neo 280D

18.750,00 DKK

Canadiske Simaudios bud på en dybt seriøs D/A converter.

Simaudio Moon Neo 280D

Neo 280D er en high end DAC fra canadiske Simaudio Moon, der byder på DSD- og DXD-afspilning og giver mulighed for app-styring og streaming af blandt andet Tidal og dine egne filer, hvis du tilvælger deres smarte MiND-modul.

Simaudio Moon er bedst kendt for deres utroligt velspillende high-end grej, men med Neo 280D viser de også tænder i det lidt mere økonomiske high-end segment. For ikke alene er dette en uhyggeligt velspillende DAC, du har også muligheden for at købe den med et indbygget MiND-modul, hvor du får let adgang til blandt andet Tidal, internetradio og streaming fra din netværksharddisk. Og noget som bør nævnes er, at Moon faktisk har udviklet en ret flot, hurtig og brugervenlig app, hvilket ikke altid har vist sig nemt for de meget specialiserede Hi-Fi virksomheder rundt omkring.

Men hvordan lyder den så? Moon handler nemlig i bund og grund ikke om lethed i brugeroplevelsen, for selvom Neo 280D ikke står tilbage der, så er det den rå lydkvalitet, der får hi-fi entusiaster over hele kloden til at falde i svime når de lægger ører til produkter fra det ahorns-blads prydede land. Og rå lydkvalitet er netop, hvad Neo 280D præsterer. For selvom det kan være ret svært at sætte fingeren på, hvad det lige præcis er, den gør så rigtigt, så er det måske netop dét, der gør, at den lyder så rigtigt. Signalet gennem en Neo 280D lyder nemlig ufarvet og direkte, men stadig med en slags sødme i tonerne, der forkæler ørene. Der kan ikke herske tvivl om, at Moon har stilet efter at skabe så meget hul igennem som overhovedet muligt - og det må man sige de har opnået. Og lidt til måske?

Især mellemtonen fungerer utroligt godt og forbinder flot de høje tone med de dybe og kontrollerede drøn i bassen. Dynamikken er exceptionel og det er svært at sidde og ønske sig mere, når trommestikkerne leverer sådanne smæld på skindet og du næsten kan mærke dit hår bevæge sig tilbage af trompeten – det hele naturligvis serveret sammen med et perspektiv, hvor dybdefornemmelsen er utrolig realistisk, og de små mikrodetaljer fortæller deres unikke historier om hvert instrument. Det er med andre ord en DAC, hvor musikken grundet den enorme klarhed og holografi i lyden bliver tonalt fri for farvning og dermed med det samme fanger din ørers interesse. Der er ikke to instrumenter, der lyder ens og du kan nemt pinpointe de forskellige sangere i et kor.

Lyder det spændende, så kan Moon Neo 280D fås i tre versioner, hvor de har klædt den lækre aluminiums-frontplade i enten sølv, sølv-sort eller helt sort.

 

Mål 42.9 x 8.6 x 33.3 cm
Nettovægt 7 kg
Hvad følger med? Brugervejledning, strømkabel, fjernbetjening
Indgange 1 x AES/EBU, 1 x S/Pdif, 2 x USB, 2 x TosLink, 1 x Bluetooth