Dankort + VISA/Dankort VISA Electron Mastercard VISA MobilePay Apple Pay ViaBill Anyday

Køb Hi-Res Musik Online

oprettet d. under Musiktjenester

Køb Musik Online

Hvor kan man købe musik online?

Sidst opdateret 24. maj, 2023

Dette blog-indlæg blev oprindeligt lavet i 2019. Siden da er der sket rigtig meget og en del af informationen var ikke længere relevant. Derfor har vi valgt at opdatere indlægget med ny og tidssvarende information.

 

Gennem en del år, var både Apple iTunes og Google Play Store, leveringsdygtige i et stort udvalg af musik, som kunne købes online. Begge tilbød kun komprimerede musikfiler, men dog stadig noget man kunne købe og eje.

 

Med udbredelsen af musikstreaming er efterspørgslen på musik, som kan købes, åbenbart reduceret så kraftigt, at det ikke længere er relevant for nogle af verdens største firmaer at beskæftige sig med det. Det er virkelig ærgerligt, da streaming har nogle ulemper man ikke kan komme udenom. Du kan ikke regne med at de albums du har tilføjet til din streamingtjeneste, altid vil være tilgængelige. Rettigheder udløber, både for hele albums men også for enkelt numre, så du kan altså ende med albums som ikke er komplette. Du kan heller ikke regne med, at alle dine favoritkunstneres albums faktisk findes på den streamingservice du bruger – enten pga. mangel på rettigheder, et dårligt udvalg eller eksklusive rettigheder hos en konkurrerende tjeneste. Streamingtjenester begrænser også hvordan du kan bruge musikken. Det er f.eks. ikke muligt at lægge musikken ind i den ferievideo du lige har optaget. Streaming er smart, men at eje musikken, som filer på en computer eller netværksharddisk, giver en anden tryghed.

Køb musikken i den bedste kvalitet

En fordel ved at købe musik online, er også at man ofte kan få den i en ordentlig kvalitet, fra CD-kvalitet til endnu højere i FLAC eller DSD. Når man har investeret i noget ordentligt udstyr til at lytte til musik på, skal der selvfølgelig også være noget ordentligt materiale man kan afspille, så man får mest ud af sin DAC, forstærker eller det sæt gode hovedtelefoner man har investeret i. Jo, der er streamingtjenester som også tilbyder CD-kvalitet og Hi-Res-kvalitet men det ændrer ikke på, at de ulemper som blev nævnt ovenfor, stadig er relevante her.

Færre muligheder for køb af musik online

Udover at iTunes er, om ikke død så i hvert fald besvimet, og Google Play Store ikke længere tilbyder musik til køb, så er der også sket andre ting. Streamingtjenesten Tidal eksisterer fortsat men deres Tidal Store som tilbød musik til køb, er lukket ned. Amerikanske Acoustic Sounds tilbyder heller ikke længere køb af musik online. 7digital har ligeledes lukket for salget af musik online. Det er dog ikke skidt det hele – Med lanceringen af Qobuz i Danmark i 2021, fik vi – udover deres streamingtjeneste - også adgang til deres butik med et bredt udvalg af albums i høj kvalitet.

 

Hiresaudio - Køb musik online

Highresaudio

Tyske Highresaudio er en af de online musikbutikker som har det bredeste udvalg, og som samtidig er tilgængelig for danske kunder. Her er næsten ingen geografisk begrænsning for køb, på nær nogle få albums, bl.a. fra det tyske metal-pladeselskab Nuclear Blast.

 

Genremæssigt er Highresaudio dækket rigtig godt ind og her findes alt lige fra pop til rock, hip-hop og metal til klassisk og jazz. Highresaudio byder også på et bredt udvalg af filformater i forskellige kvaliteter. Typisk tilbydes albums i FLAC, op til 96kHz men her er også albums i MQA-format og DSD. Som minimum leveres albums i CD-kvalitet, altså 44.1kHz FLAC og prismæssigt ligger udvalget af albums mellem 15 og 30 Euro (110 til 220kr) Der er ret ofte en kampagnekode på forsiden af Highresaudio som giver en procentvis rabat på dit køb, så det er værd at holde øje med.

 

Download fra Highresaudio er ret ligetil, og man kan benytte deres Download Manager, som findes til både Windows og Mac og fungerer ganske glimrende. Ønsker man ikke at installere den, kan man i stedet vælge at hente .ZIP-filer direkte fra deres hjemmeside. Hvis man vil prøve at downloade noget før man køber, kan man hente det gratis 'HRA Mixed Sampler' album - det kræver blot at man er oprettet som bruger og har hentet Download Manager softwaren.

 

+ Bredt udvalg af filformater i Hi-Res og CD-kvalitet

+ Fornuftige priser

+ Ingen geografisk begrænsning

+ Mange albums har tilhørende 'booklet'

- Udvalget af musik kunne godt være større

 

HD Tracks - Køb din musik online

HDTracks

Amerikanske HDtracks er nok en af de bedst kendte forhandlere af Hi-Res musik online og var også en af pionererne i genren og blev startet tilbage i 2008 af David og Norman Chesky. HDTracks har et stort udvalg som spænder bredt på genrer men også filformater som tilbydes lige fra 44.1kHz/24-bit op til 5.6MHz DSD. Prismæssigt ligger albums mellem 15 og 45 USD (95 til 280kr)

 

HDTracks har som sagt et stort udvalg, som tidligere kunne være lidt begrænset for kunder udenfor USA. Heldigvis har de indhentet mange flere rettigheder, så albums som tidligere ikke kunne købes fra Danmark – eks. af Queen – er nu tilgængelige. Albums som ikke kan købes i det område du befinder dig i, kan ganske enkelt ikke tilføjes til kurven på deres webshop. Vælger man et album, bliver man hurtigt gjort opmærksom på begrænsningen da der i stedet for en liste med numre, ganske enkelt står 'This product is not currently available due to region restrictions'

 

På lige fod med Highresaudio så benytter HDtracks sig af en downloadmanager som bruges til at hente det købte musik med. Det er dog også muligt at bruge deres web-downloader, så du ikke skal installere et program. Der er også en gratis smagsprøve som består af 12 numre. Hvis man tilmelder sig HDtracks' nyhedsbrev får man 15% rabat på sit første køb.

 

+ Bredt udvalg af filformater i Hi-Res og CD-kvalitet

+ Fornuftige priser

+ Siden har fået nyt, og meget bedre design siden 2019 hvor vi sidst kiggede på den.

+ Mange flere albums er nu tilgængelige udenfor USA – ligeledes en kraftig forbedring.

 

Køb musik online hos Qobuz Store

Qobuz Store

Da Qobuz lancerede deres streamingtjeneste i Danmark i 2021, var det til stor fornøjelse for os, og rigtig mange andre musikelskere. Den franske streamingtjeneste differentierede sig på lydkvalitet, og er stadig vores fortrukne. Men nu handler det jo ikke om streaming, men om køb af musik online, og der er Qobuz også leveringsdygtige i alt fra CD-kvalitet til Hi-Res i 192kHz/24-bit.

 

Her finder du et meget stort udvalg af musik du kan købe online. Qobuz skriver at de har mere end 200.000 albums til salg, hvilket vi må tage deres ord for – vi har ikke talt dem. Genremæssigt dækker de bredt, med alt fra indie rock til jazz, hip-hop, elektronisk, mm. Hvis man abonnerer på deres streamingtjeneste, men også køber meget musik, kan det være en fordel at vælge deres Sublime-abonnement. Udover de grundlæggende streamingfunktioner, får du her nemlig op til 60% rabat på køb af musik. Prismæssigt ligger albums typisk fra 80 til 200kr, afhængigt af den kvalitet du vælger at købe i. Tager vi Daft Punks ’Random Access Memories’ som eksempel, koster det i skrivende stund 137kr i CD-kvalitet og 158kr i 88.2kHz, altså dobbelt så høj kvalitet.

 

De albums du køber på Qobuz kan enten downloades i deres program til Mac eller PC, eller hentes som en .TAR fil, som skal udpakkes på computeren. Der medfølger ofte en billedfil med album coveret i høj kvalitet.

 

+ Stort udvalg i både CD- og Hi-Res-kvalitet

+ Fornuftige priser, specielt hvis man har Sublime-abonnement

+ Nemt at købe albums

+ Download uden behov for downloadmanager

 

Køb musik online hos Bandcamp

Bandcamp

Selvom Bandcamp måske ikke tilbyder samme udvalg som de ovenstående tjenester, så fortjener de alligevel at blive nævnt her. Bandcamp er primært for mindre kendte kunstnere og dem der ikke har overdraget rettighederne til et stort pladeselskab. Du finder altså ikke de helt store her, men der er dog kunstnere af en vis kaliber, eks. undertegnedes favorit rockband Wilco. Hvis man har en musiksmag der afviger fra mainstream, er Bandcamp en guldgrube og et sort hul man kan fordybe sig i mange timer.

 

Fordelen ved Bandcamp er, at du faktisk kan lytte til komplette albums før du køber dem. De har endda en app til iPhone og Android, hvor du også kan lytte til musikken, og downloade det du har købt, til afspilning i appen. Købte albums kan selvfølgelig også hentes ned på din computer. Af filformater kan man vælge mellem FLAC, WAV, ALAC og andre, men hvilken det er i, finder man ikke ud af før man har downloade det. Som udgangspunkt er laveste kvalitet dog 44.1kHz, ofte i 24-bit, altså lidt over CD-kvalitet.

 

Prismæssigt ligger de fleste albums til omkring 75kr, med muligheden for at betale mere, hvis man synes det er mere værd. Sidst kan det lige nævnes, at langt de fleste kroner du lægger hos Bandcamp, faktisk går til kunstneren/pladeselskabet. Normalt er det gennemsnitligt 82% af beløbet, og når der nogle gange om året er ’Bandcamp Friday’ er gennemsnittet på 93%.

 

+ Stort udvalg fra mindre kendte kunstnere

+ Fornuftige priser

+ Nemt at købe og downloade albums

+ Man kan lytte fulde albums før køb

Hvordan lytter jeg til downloaded musik?

Det er der naturligvis flere svar på, men en af de løsninger vi anbefaler til lytning derhjemme er, at man investerer i en musikserver, som kan tilgås fra ens eget netværk. Her er rigeligt med plads til filerne, og i de fleste tilfælde også mulighed for backup, så du ikke risikerer at miste al din musik, hvis en harddisk giver op. Du kan også vælge at købe en dedikeret musikserver. Her vil vi anbefale Roon Nucleus, som fungerer med en lang række netværksafspillere.

 

Til afspilning af musikken skal man så bruge en netværksafspiller, eller streamer, og her findes et stort udvalg. Hvis du bestemmer dig for en løsning med en Roon server, skal du vælge en netværksafspiller som er Roon Ready. Vælger du en netværksharddisk, kan du tilgå den på de fleste netværksafspillere som er DLNA- eller UPNP-kompatible. Du kan se vores udvalg af netværksafspillere her – og har du spørgsmål, så er vi selvfølgelig klar med assistance!


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar