Pladespiller
Er du på jagt efter pladespillere? - så er du landet det helt rigtige sted!
Vi har mere end 35 års erfaring med salg af pladespillere, og flere årtier som glade vinylentusiaster. Selvom grammofonen først i de seneste år er blevet populær igen, så har den faktisk aldrig været ude af vores sortiment, og vi har altid været destinationen når der skulle handles seriøs pladeafspiller. Vores årelange erfaring i pladespillere har rustet os til at kunne rådgive omkring det rigtige køb, og gjort det muligt for os, at vælge de absolut bedste pladespillere fra de mest anerkendte producenter og leverandører.
Pladespillere har altid været fast sortiment hos os
Vi elsker vinyl – ikke fordi det er retro, men fordi analog audio bare er fantastisk, og fordi det er en helt anden oplevelse man får af musikken. Især ældre albums, som er lavet til vinylformatet, opleves på en helt anden måde. Hvis du nogensinde har hørt Pink Floyds ’Dark Side of the Moon’ på CD eller streaming, så er du måske blevet overrasket over hvordan ’The Great Gig in the Sky’ fader ud og direkte over i lyden fra kasseapparatet i starten af ’Money’. Det virker som en meget abrupt overgang, men albummet er skabt til vinylformatet, og da de to numre ligger på hver deres side af pladen, vil man automatisk få en længere pause mellem dem, når man rejser sig for at vende skiven. Side A er én del af albummet og side B er en anden.
En god pladespiller er ikke discount
Køb din pladespiller online hos Danmarks mest erfarne leverandør af analog lyd og Hi-Fi. Vores udvalg af grammofoner starter ved omkring 3.000,- Du kan måske finde en pladespiller til en lav pris hos det lokale supermarked eller elektronikvarehus, men pris og kvalitet følges ad. Vi har ganske enkelt fravalgt at forhandle billige pladespillere, da vi ønsker at vores kunder får den bedst mulige oplevelse. Man er ikke garanteret god lyd, bare fordi det er musik på vinyl. Og så lad os en gang for alle slå fast, at en rejsegrammofon ikke hører nogen steder hjemme.
Hvis du ønsker en skræddersyet løsning med en speciel kombination af pladespiller og pickup, så kontakt os. Vi laver gerne et samlet tilbud på pladespiller. Udover pladespillere, så har vi naturligvis et stort sortiment af tilbehør til pladespillere, og kan også hjælpe med at finde den rette pickup. Har du behov for test af pladespiller før købet, så kig omkring vores butik i Højbjerg, hvor vi har et stort udvalg der kan lyttes til.
Hvilken pladespiller skal man vælge?
Det er svært at svare helt konkret på, da det kommer an på hvor entusiastisk man er omkring afspilning af vinylplader, og hvilket budget man har afsat til en ny grammofon.
Funktionsmæssigt er der også nogle ting ved køb af pladespiller som man bør have med i overvejelserne. Skal det være en pladespiller med Bluetooth, en manuel pladespiller eller en fuldautomatisk? – Set fra vores Hi-Fi-puristiske synspunkt, så er det bedst at vælge en manuel grammofon. Det betyder at du selv skal løfte tonearmen og sætte den hen på pladen, og løfte den tilbage når vinylpladen har nået sin slutning. En fuldautomatisk grammofon vil gøre arbejdet for dig, og løfte tonearmen til den korrekte position og tilbage igen ved tryk på en knap. Problemet, hvis man kan sige det sådan, er at det er en meget fordyrende teknologi. Du vil altså få den lydmæssigt bedste pladespiller til prisen, hvis du vælger en manuel en af slagsen. Nogle vil måske endda sige, at det er en del af hele oplevelsen ved at lytte til vinylplader, når man sætter nålen i rillen.
Husk RIAA-forstærkeren
Hvis du vil lytte til LP plader på et klassisk Hi-Fi-anlæg eller et sæt aktive højttalere, så skal du være opmærksom på, at en pladespiller kræver mere forstærkning end eks. en CD-afspiller gør. Det har noget at gøre med hvor svagt det signal som en pickup kan generere er. Til formålet skal du bruge det der hedder en RIAA-forstærker eller pladespillerforstærker. Det er oftest en relativt lille sag som sidder mellem pladespilleren og forstærkeren eller den aktive højttaler, og forstærker det signal som pickuppen samles op af vinylpladens rille. Det er dog også muligt at få pladespiller med indbygget RIAA, hvilket kan være en god idé hvis du gerne vil have en så enkel og elegant som mulig opsætning. Fordelen ved en ekstern pickup-forforstærker er, at man hen ad vejen kan opgradere den, hvis man ønsker en bedre lyd, eller skifter til en anden type pickup, som den indbyggede RIAA ikke understøtter.
Trådløs pladespiller, eller med USB?
Hvis du søger en pladespiller som skal bruges med en trådløs højttaler, så skal du have en pladespiller med Bluetooth. Der findes nogle få modeller som har det indbygget, men det er faktisk også muligt at tilføje senere, ved at købe en RIAA-forstærker med Bluetooth. Det samme gælder for USB, som også er en moderne tilføjelse til grammofonen. En pladespiller med USB kan tilsluttes en computer, og gør det muligt at digitalisere vinylplader og lave en kopi på computeren. Det virker måske lidt omvendt, men kan være en velkommen funktion, hvis du har investeret i nogle meget sjældne vinylplader, som helst ikke skal slides for meget.
Er det svært at finde hoved og hale i, så kontakt os – vi hjælper dig gerne på rette vej, så du får den bedst mulige oplevelse.